SRP i matematik og historie om Cuba-krisen
Den kolde krig betegner perioden fra 1948 til 1989, hvor USA og USSR i kølvandet på 2. Verdenskrig havde delt en stor del af verden i hver deres interessesfære og holdt hinanden fast i en magtbalance. Da begge parter i tilfældea fåben konflikt kunne gøre ubodelig skade på hinanden, sørgede begge parter for, at der ikke kom åben konflikt – deraf navnet den kolde krig. USA havde allerede ved afslutningen af 2. Verdenskrig i Hiroshima og Nagasaki vist verden at de havde atomvåben, mens USSR foretog sine første prøvesprængninger i 1949. Derefter byggede magtbalancen mellem de to lande på muligheden for atomkrig. Som udgangspunkt havde ingen af parterne langtrækkende atomvåben, der kunne krydse fra kontinent til kontinent, og de var derfor afhængige af at kunne stille våben op i lande nær modstanderen, hvis de skulle kunne ramme modstanderen umiddelbart. Det var dette, der skete under Cuba-krisen, hvor USSR havde stillet atommissiler op på Cuba. Et amerikansk rekognosceringsfly opdagede dette, og det bekræftedes for den amerikanske præsident Kennedy den 14. oktober 1962. Herefter skulle Kennedy og hans administration finde ud af, hvordan de ville svare på denne forskydning i magtbalancen. Den konservative fløj ønskede et hurtigt luftangreb mod missilerne, men præsidenten selv var bange for, at dette kunne føre til modangreb og i sidste ende atomkrig. I stedet iværksattes en blokade for de skibe, der sejlede yderligere materiel mod Cuba, samt et pres på USSR, for at få dem til at fjerne de opstillede missiler – blandt andet ved at true med værre sanktioner. I løbet af de tolv dage, der fulgte efter den 14. oktober, balancerede USA og USSR (og verden) på kanten af en atomkrig, men det endte med at USSR overholdt blokaden og fjernede de opstillede missiler mod at USA fjernede deres missiler i Tyrkiet.
